Det raske hjerte

Hjertets opgave er at skabe en cirkulation af blod i kroppen der bringer ilt og næringsstoffer til kroppens forskellige organer samtidig med at kuldioxid og affaldsstoffer fjernes.

Cirkulationen skabes ved at hjertet pumper blodet gennem 2 forskellige kredsløb:

Lungekredsløbet i hvilket hjertet pumper iltfattigt blod fra hjertet til lungerne, gennem lungerne hvor blodet iltes og derfra tilbage til hjertet. Det store kredsløb i hvilket hjertet pumper det iltholdige blod fra hjertet til kroppens organer, gennem disse organer og derfra som iltfattigt blod tilbage til hjertet.

Hjertet er indsat mellem disse to kredsløb.

Tænk på hjertet som 2 adskilte pumper, der arbejder indbyrdes balanceret:

Højre pumpe fører blodet fra det store kredsløb til lungerne Venstre pumpe fører blodet fra lungerne ud i det store kredsløb.

De to pumper arbejder synkront dvs. i takt og lige hurtigt og de pumper den samme mængde blod således at der normalt er en fin balance mellem de to kredsløb.

Læs mere om regulering af kredsløbet – et system i balance


Updated: 08-01-2016